|
Bridgestone Battlax S21 testTuesday, September 6, 2016 @ 07:27
Test af Bridgestone Battlax S21 dæk
Konklusionen af testen
Den ultra korte konklusion af testen er: Imponerende gode dæk.
Dæktesten
Dækkene er blevet testet på min egen Honda VFR 750 F og på en BMW S1000 RR som venligst er udlånt af Xpedit i Ølgod.
Testen kørt på VFR'ern
Dæk testen som er foretaget på VFR'eren er foretaget på denne rute "Bridgestone S21 test tur" da denne rute indeholder forskellige typer sving og det er en rute som jeg normalt kører når jeg tester, hvorfor der er grundlag for at sammenligne dækkene. Da testen på VFR'eren blev foretaget var det ca 20 grader C, tørt og solskin.
Jeg kører motorcykel i alt slags vejr men har det nok som mange andre motorcyklister, at det må gerne være solskin og tørt. Når jeg kører friskt og kommer ud på kanten af dækkene skal det være under idelle vejrforhold, hvorfor jeg også valgte at lave testen på VFR'eren en sådan dag.
Min baggrund er knap 30 års motorcykel kørsel og jeg er ikke professionel test kører, så de test som jeg foretager er baseret på mine egne erfaringer som almindelig motorcyklist, der er meget glad for langture, småture, track-days og lidt frisk sving kørsel på landevejen.
På billedet ses en meget spændt motorcyklist som netop har fået dækkene monteret, og har VFR'eren på liften til den sidste klargøring inden testen.
U-vending
Dækkene som sad på før S21'erene er Bridgestone S20 som er nogle fantastiske gode dæk. Du kan læse en test af disse her - Bridgestone S20 dæk. De har kørt 8219 km og var helt nedslidte. Derfor var det som at få en ny motorcykel at komme over på de nye S21 dæk og det første som jeg bemærkede var at U-vendinger på landevej med helt lav fart var blevet meget nemt. Det skyldes måske at de gamle dæk havde kørt rimeligt langt, men uanset dette, er det jo en god start når første indtryk er godt.
Små hurtige S-kurve sving
Første del af testen er kørt i området mellem Vrads og Hjøllund, som har små sving med højdeforskel i kurven. Ud over at der er en ualmindeligt flot natur, er det et godt test område for at mærke hvordan motorcyklen er at lægge ned i sving og skifte fra den ene side til den anden samt mærke stabiliteten når der er højde forskel.
Fornemmelsen med at lægge MC'en ind i svingene og lave en hurtig ændring i en S-kurve kan bedst betegnes som silkeblødt. Dækkene hjælper føreren til at få den nedlægning på man ønsker og jeg følte det som dækkene gjorde det meste af arbejdet med at komme rundt i svingene, og S21'erene er de dæk jeg har prøvet, som det er nemmest at lave en hurtig S-kurve med.
Der er et højre sving som topper midt i svinget og selv med moderat nedlægning er motorcyklen helt stabil, så selv om man ud af kurven kører nedad er der rigeligt med vejgreb til at man kører helt ubekymret gennem svinget.
Dækkene har - for mig - en perfekt blanding mellem neutral kørsel og assistance i svingene, da de hverken inviterer til at man går dybere i svingene end planlagt og samtidig er MC'en nem at lægge ned, så de stritter der er på dækkene fra støbningen skal nok snart blive slidt af....
Små hurtige sving - bestået med glans.
Lange bløde sving
En anden del af testen foregik i Hørbylunde Bakker som har lange bløde kurver, hvor der også var højdeforskel. Denne højdeforskel var ikke så udtalt som i de små hurtige sving. Kurverne blev kørt igenne et par gang for at se om vejen var ren og få noget varme i dækkene. Herefter blev de kørt med stor nedlægning og hastighed samt med neutral gas samt kraftig gasgivning midt i svingene.
Første gennemkørsel var med neutral gas i svingene. Dækkene opførte sig eksemplarisk. Retningsstabil og igen silkeblød gennemkørsel af svingene.
Anden gennemkørsel var med gas i svingene. Lidt forskellig gas givning afhængig af svingene, men uanset hvor hårdt der blev givet gas var dækkene lige så stablie som med neutral gas. Dækkene sørgede for at motorcyklen holdt retningen og var stabilt hele vejen i svingene. Perfekt.
Nullermænd på bagdækket
Efter at have kørt svingene et par gange skulle dækkene inspiceres. Det var en overraskelse, da det var tydeligt at Bridgestone's ingeniører har lavet en genial løsning med forskellige slags gummiblanding i dækkene. De yderste ca 20 mm er helt tydeligt med en anden sammenblanding af gummi'et, da det nulrer anderledes end det øvrige dæk. Det må bestemt være denne blødere blanding som er årsagen til, at dækket er utrolig stabil ved nedlægning og ved maximal gasgivning rundt i svingene.
Lange bløde hurtige kurver - bestået med glans.
Gennemkørsel i sving med småsten
Ofte når der er småsten i et sving kører jeg igennem disse, dels for at fastholde fortroligheden med denne type sving og dels at teste hvorledes dækkene reagerer på disse irreterende sten på vejen. Der er selvfølgelig ikke samme mængde og størrelse sten i de sving jeg tester, men min umiddelbare konklusion er, at dækkene blot kører hen over stenene og giver ingen nævneværdig uro i motorcyklen.
Sving med småsten - bestået.
BMW S 1000 RR
Regn - her tager jeg det altid meget roligt... Så er MC kørsel ikke helt samme fornøjelse, med mindre det foregår på en BMW S1000 RR. Som nævnt var jeg på besøg hos Xpedit.dk i Ølgod hvor jeg fik en prøvetur på en S1000RR. Det øsede ned, men jeg var meget ivrig efter at teste MC'en. MC'en havde et helt nyt S21 bagdæk som først lige skulle køres til. Det tog nu ikke lang tid.
Der er tre indstillinger på BMW'en:
Indtil dækket var kørt lidt til valgte jeg Regn indstillingen. Selv om det regnede kraftigt blev Sport's indstillingen hurtigt valgt, og BMW'ens heste kom ud af stalden. Kun en enkelt gang kunne jeg mærke bagdækket give efter for presset, men det var givetvis da jeg krydsede en hvid stribe i en overhaling. Selv om dækkene blev holdt kolde af regnen var der altid et godt vejgreb.
Når det regner udfordrer jeg ikke situationen med nedlægning og hurtige sving - og specielt ikke på en låne MC. Så hvor dækkenes grænse er i regnvejr - det ved jeg ikke, og vil nok heller ikke finde ud af det, da jeg ikke er stor tilhænger af frisk kørsel i regnvejr. Regnvejr - bestået.
Testen
Konklusionen er klar S21'erne er i en helt anden klasse end både Battlax S20'erne og Battlax T30'erne. Det er helt naturligt, da T30'erne er mere touring end sport, og der er langt op til S20'erne som er sportsdæk. Selv om S20'erne er meget sportslige og de gør det rigtigt godt, er S21'erne bare en tand bedre.
Jeg var glade for S20'erne straks jeg prøvede dem og de er blevet udskiftet efter 8219 km. Der var ikke mere mønster tilbage, så lidt færre kilometer ville nok have været sikkerhedsmæssigt bedre i vådt vejr, selv om de bed godt i asfalten til det sidste.
S21'erne er helt klart rykket en klasse op hvad angår vejgreb, kørekomfort og den følelse man har som chauffør, at her er alt under fuldstændig kontrol. Jeg har ikke prøvet slicks, men har svært ved at tro der er den store forskel på S21 og rigtige racer dæk.
Det bliver spændende at se hvor mange kilometer som er i dækkene, men set i forhold til S20'eren er der helt sikkert rigeligt. Mere om det senere.
En ting jeg har bemærket er, at man bliver fartblind i svingene med S21'erne. Jeg kørte generelt en del hurtigere i mine testsving end med S20'erne og det uden at fornemme det gik hurtigere, eller jeg kommer tættere på grænsen af, hvad dækkene kunne klare. Hvordan Bridgestone har udviklet dækket til at kunne dette er intet mindre end imponerende.
Min test
Hvordan tester jeg - er jeg farvet? Måske, men jeg er også utroligt begejstret for hvad Bridgestone's ingeniører kan. Jeg har nu prøvet tre forskellige dæk og S21'eren er uden sammenligning det dæk jeg er allermest vild med. Når man prøver noget som konstant overrasker og overstiger ens forventninger, så er det utroligt svært ikke at blive begejstert og dermed nok også lidt farvet. Jeg kan mærke at min VFR som har 90 000 på tælleren, konstant får nyt liv når Bridgestone kommer med et nyt dæk. Alligevel går jeg måske og kigger lidt på om ikke der snart kan blive økonomi til en BMW S1000 RR... Men så skal den være BMW blå...
Pictures
|