4 dages motorcykel tur, 3 kollegaer og masser af oplevelser
Motorcykelleje
Torsdag den 13 april 2017 stod mine kollegaer Karsten, Kasper og jeg klar ved Bayside HD som ligger i Portsmouth i staten Virginia ca. 40 minutters kørsel fra Norfolk på østkysten af USA. Erfaringer fra tidligere, gjorde at vi var der før kl. 9 som er officiel åbningstid, for at være klar til en forlænget weekend med lejede Harley Davidsoner.
Som sædvanligt er der rigtigt mange papirer der skal udfyldes, underskrives og motorcyklerne skulle kontrolleres for fejl og mangler. Vores erfaring ved motorcykel leje er, at selv om alle oplysninger er fremsendt pr. mail, tager det ca. 1 ½ time fra man møder i butikken, til man er klar til at køre derfra.
Planen
Vi havde planlagt hjemmefra nogle højdepunkter vi ville nå på de ca. 4 dage vi havde lejet motorcykler (torsdag morgen til søndag eftermiddag):
Dag 1 – Torsdag
Vi kørte fra Bayside HD ca. 1030 og for at kunne være klar til både Wheels Through Times og Tail of the Dragon skulle vi køre fra Bayside HD til Maggie Valley dag 1, en tur på knap 500 miles (800 km). Vi gjorde undervejs bl.a. holdt på en meget lokal tankstation, hvor en ældre mand underholdt os med en øjensynlig meget morsom historie, hvor vi desværre ikke forstod et eneste ord, selvom vi alle 3 normalt fint forstår engelsk. Vi forsøgte derfor at nikke, smile og grine på de rigtige tidspunkter hvilket åbenbart lykkedes, da han virkede ganske tilfreds bagefter.
Derudover blev der kun gjort holdt for at tanke, hvorved vi nåede frem ca. Kl. 20 om aftenen, godt ømme bagi, da det var årets første køretur.
Selve køreturen til Maggie Valley gik roligt, men igen bliver man overrasket over man som motorcyklist bliver overhalet af deres store lastbiler, både udenom og indenom. Det skal siges, at syntes vi selv kørte lige til stregen i forhold til fartgrænserne. Selve turen havde vi planlagt til at gå udenom de fleste interstates og kun køre via highways.
Min kollega Karsten havde været til træf i Maggie Valley før, og han havde derfor bestilt værelser samme sted som han havde boet tidligere, på ”Our Place”. Stedet er ikke nyt, med det kompenseres af venlige værter og værelserne var både rene og samtidigt billige. (75 USD).
Efter en velfortjent ankomst øl gik vi ned for spise på en lille restaurant i nærheden som værten havde anbefalet: Salty Dog's Seafood & Grill. Stedet var ikke prangende, men der var venlig betjening og maden var billig. 22 USD for en 16 Ounce (450 gram) bøf, tilbehør og en øl.
Efter den beskedne aftensmad var alle dog klar til at gå tilbage til værelserne og sove ovenpå køreturen.
Dag 2 –Fredag
Morgenmaden blev indtaget på Joey’s pancake house, hvor menuen selvfølgelig bestod af pandekager og tilbehør. Restauranten var stadigvæk drevet af den samme dame som startede stedet for 51 år siden sammen med sin mand.
Wheels Through Times
Efter morgenmaden kørte vi hen til Wheels Through Times for at se de gamle amerikanske motorcykler. Museumet er ikke et typisk sted hvor alt udstillet ser ud som nyt, til gengæld kan man bruge flere dage på, at se på specielt de gamle typer af Harley Davidson. Mange af de udstillede motorcykler ser måske slidte ud, men de er bevaret og virker. Mens man går rundt på museumet vil man opleve ejeren Dale gå rundt, hvis man viser lidt interesse bliver køretøjer startet op. Flere af de gamle maskiner benytter Dale til små køreture, samt deltager i veteranløb. De ansatte der står i museumet, kan svare på stort set alt omkring historie og virkemåde af de forskellige udstillede maskiner.
Der var endda en motorcykel på museet ligesom min egen hjemme i Danmark, som er en 1980 Harley Davidson FLT Tour Glide, næsten som på billedet.
Kickstand Lodge
Efter museumet gik turen til Kickstand Lodge, som er et MC campingsite som blandt andet Harley Davidson Shovelhead kørerne kender. Shovelhead forummet shovelhead.us benytter ofte stedet til at samles og holde fest, men alle er velkomne. Det viste sig dog, at stedet først åbnede om 14 dage, hvor shovelhead.us holder en fest. Kvinden der styrer stedet hedder MO og er legendarisk, så vi blev selvfølgelig fotograferet, og eftersom vi nu kendte MO fik vi udleveret klistermærker med ”i know MO” og fik skrevet vores navne på træværket på overdækningen til terassen.
Vi fik anbefalet endnu en køretur, ”Cherohala Skyway”, det blev derfor besluttet, at tilføje den til vores plan og tage den efter Tail of the Dragon.
Tail of the Dragon
Vi kørte ført mod vores oprindelige tur, Tail of the Dragon hvor vi ankom til startpunktet. Vi måtte dog vente lidt med starten, da en regnbyge lige skulle forbi. Bygen var dog hurtigt væk, og turne gik nu de næste 11 mil (knap 18 km) med 318 sving. Vi kørte frisk til, men måtte dog ofte sætte farten ned, da fartgrænserne og anbefalingerne svingede meget, men typisk ned til 15 miles (25 km/t). Svingene var ind imellem skarpe og den ene Harley fik da sat trinbrættet i asfalten og løftede derfor baghjulet lidt.
Cherohala Skyway
Derefter blev turen sat mod Cherohala Skyway som er ca. 40 mil lang, bygget i 1996 hvor den kostede 100 millioner USD. Det var en flot tur som undervejs når op i 5400 ft (1650 meter) højde. Vi startede som sædvanligt ud i en tynd sweater da temperaturen igen var over 30 grader, men på vejen op til de 5400 ft faldt temperaturen over 10 grader, hvor vi derfor måtte finde vores læderjakker frem igen. De er ellers ikke blevet brugt særligt meget disse dage, undtagen om morgen indtil solen brændte igennem.
Vi aftalte, at køre mod byen Bryson City for, at være klar til lørdagen køretur, som er Blue Ridge Parkway. Her ankom vi omkring 1930 og fandt et tilfældigt sted at overnatte. Resten af aftenen gik med en ankomst øl og besøg på en italiensk restaurant, hvorefter dagens køretur gjorde sin indvirkning på kroppen, og vi gik tidligt i seng.
Dag 3 – Lørdag
Tidlig morgenmad for at nå den planlagte køretur, Blue Ridge Parkway. En køretur på 469 miles (755 km). Køreturen går gennem staten Virginia, North Carolina samt 29 kommuner (Counties). Blue Ridge Parkway er en utrolig smuk rute, hvor man under det meste af turen har udsyn til bjerge, ofte på begge sider af vejen. Hvis man holder godt øje er der en del vilde dyr i området, alt fra egern til bjørne. Turen startede i dag kl. 9 og vi var fremme på vores hotel i Roanoke kl. 20, så inkl. Tankning og pauser til fotografering var vi på motorcyklerne i 11 timer godt trætte. Hvis man kan lide bjerge, natur og sving så kan turen anbefales til alle der får mulighed for at prøve.
Vi tog en taxi den korte distance indtil Roanoke centrum grundet træthed, hvor vi fandt en lokal restaurant og spiste, hvorefter alle ville i seng efter dagens tur.
Dag 4 – Søndag
Igen tidlig morgenmad på Holiday Inn Express i Roanoke, inden turen gik tilbage til Bayside Harley for at aflevere de uskadte motorcykler. Igen prøvede vi, at undgå interstates og gik efter hovedvejene.
Eftersom vi nåede helt til Roanoke som er enden af Blue Ridge Parkway, havde vi kun 240 miles (389 km) at køre inden vores weekend sluttede.
Status
På denne tur nåede vi, at køre flere af de ruter der findes på de fleste top-10 lister over køreture i USA:
• Tail of the Dragon
• Cherohala Skyway
• Blue Ridge Parkway
Samlet køredistance denne gang blev: 1609 miles = 2590 km.
Hvis man får muligheden, for at tage til østkysten af USA, så er der rigtig mange muligheder for motorcyklister. Der findes uanede mængder af ruter, både flade og i bjerge, så både touring folk og folk der elsker sving kan få deres lyst opfyldt. Hvis man laver et presset program som os, og har samme alder (ca. 50) skal man dog være forberedt på, at man bliver øm både bagi, samt diverse muskler kan mærkes, men det har alligevel været hele køreturen værd.
Rolf Engsvang